Omkostninger - En diskussion

Hvad bruger organisationerne egentlig deres penge på?

Nødhjælps- og udviklingsindustrien har ikke altid set ud, som den gør i dag. For ikke så mange år siden var der kun nogle få organisationer, og de havde forholdsvis små beløb til rådighed til deres arbejde. Sidenhen er danskernes økonomi blevet bedre og bedre, og dermed er der blevet et langt større råderum til at hjælpe dem, der har det værre end os selv. Det har vi heldigvis også været gode til, men det er ikke kun bidragene, der er steget; det er organisationernes udgifter til administration og markedsføring også. Hertil kommer, at der med jævne mellemrum dukker en historie op i medierne om, at en organisation snyder både donorer og fattige ved at beholde en stor del af penge selv. Alle disse ting medfører at mange danskere mister tilliden til organisationerne, og bruger dette som undskyldning til ikke at donore penge.  Men hvor slemt står det egentlig til i nødhjælpsbranchen?

Fordom: "De beholder alle pengene selv..."
I en Gallup undersøgelse fra januar 2008 fremgår det at 50% af de adspurgte mener, at ’størstedelen af bistanden ender i de forkerte lommer’. 

Baggrunden for de nævnte holdninger, er formentlig at medierne med jævne mellemrum kan berette om en organisation der har haft rod i regnskaberne. Senest i august 2008, hvor Nyhedsavisen og Tv2 i fællesskab lavede en række indslag og artikler om svindel med den danske ulandsbistand. Det fremgik bl.a. heraf at der siden midten af 2004, var blevet svindlet for mindst 176 millioner kroner af danske bistandsmidler.

Det er meget beklageligt med sådanne historier, idet de som nævnt forstærker den nævnte negative holdning, hvilket igen har en direkte indflydelse på danskernes støtte. Man bør dog nok lige slå koldt vand i blodet, inden man lader mediernes historier have indflydelse på, om man donorer penge eller ej.

For det første kunne Danida tilbagevise omfanget af de svindlede beløb i perioden, idet det ifølge Danida ’kun’ er 17,6 millioner kroner, hvilket svarer til et realiseret tab på 0,04 %. Dette tal er væsentligt lettere at forholde sig til. Den danske stat og de humanitære hjælpeorganisationer har til enhver tid gang i mere end 3.000 udviklingsprojekter, og det er derfor uundgåeligt at der sker svindel i enkelte tilfælde. Derfor bør man også undgå at tage alle over én kam.

Hertil kommer at både den danske stat og organisationerne bliver bedre og bedre til at sikre, at pengene ender hos de fattige. Det har beklageligt nok medført, at man må bruge flere penge på kontrol af udviklingsaktiviteterne, men det må anses for en nødvendig udgift for at bibeholde danskernes tillid. Det kan bl.a. nævnes at Danida har indført en antikorruptionsklausul i samtlige kontakter, der indgås af Danida, et obligatorisk antikorruptionskursus for alle medarbejdere, samt den såkaldte ’anti-korruptionhotlinie’, hvor man anonymt kan henvende sig til Danida, hvis man har mistanke om svindel. Også organisationerne har strammet op, idet  man bl.a. har stiftet brancheorganisationen Isobro.

Det er således indiskutabelt at problemet med svindel og korruption ikke er i nærheden af at berøre 'størstedelen' af den danske bistand, og danskernes mistro er således stærkt overdrevet. Omvendt kan det ikke afvises at svindel udgør et problem, og alene risikoen for svindel kan forståeligt nok frustrere enhver bidragsyder. Men er den rigtige løsning bare at lade være med at støtte? Man kunne i stedet vælge at acceptere risikoen for at netop dine 500 kr. er blandt de ca. 0,04 % der ender i de forkerte lommer, og samtidig erindre at et af hovedformålene med udviklingsbistanden netop er, at hjælpe udviklingslandende med at opbygge et demokratisk retssamfund uden svindel og korruption.

Fordom: "De bruger alle pengene på administation og lønninger..."
Der har i de seneste år været stigende fokus på de udgifter, organisationerne bruger på administration, herunder lønninger, lokaler, kontrol m.v., og den ovennævnte undersøgelse viser at 57 % af de adspurgte mener, at ’størstedelen af bistanden bruges på administration og ikke kommer de fattige til gode’.

Ser man helt overordnet på begrebet "administrationsomkostninger", så er der stor forskel på, hvordan de forskellige organisationer anvender det. Nogle medtager kun lønninger til kontorpersonale o.lign., imens andre også medtager udgifter til indsamling, rekruttering, information m.v. Dette gør, at det er meget svært at sammenligne de tal, som organisationerne oplyser i deres regnskaber og markedsføringsmaterialer, hvilket igen betyder, at tallene i oversigten over organisationer skal læses med forbehold herom. Overordnet kan det nævnes at 7 % af den støtte, som danske organisationer modtager fra den danske stat, er bevilget til administrationsomkostninger (med undtagelse af Mellemfolkeligt Samvirke), og flere af organisationerne har derfor som fast politik at holde administrationsomkostninger, i snæver forstand, på dette niveau. Problemet er så bare, hvor store udgifterne er, hvis man ser på administrationsomkostninger i bred forstand.

En af de udgifter der i tidens løb har tiltrukket sig opmærksomhed, er lønninger til organisationernes ledelse. Jørgen Poulsen-sagen er det seneste eksempel på, at høje lønninger (eller fratrædelsesgodtgørelser) kan skabe en meget negativ holdning til nødhjælpsorganisationernes prioriteringer, selvom de fleste dog udså Jørgen Poulsen som syndebukken. Ser man bort fra denne konkrete sag, så må det som nævnt konstateres, at nødhjælpsbranchen har udviklet sig til en milliard-industri, og de fleste er formentlige enige om, at det kræver en god og kompetent ledelse at administrere en virksomhed, der omsætter for over 700.000.000 kr. om året. Og man kan vel ikke forvente at en dygtig og erfaren direktør, er villig til at acceptere en ansættelse i en nødhjælpsorganisation, hvis det medfører, at han skal acceptere en løn, der ligger langt under det, han kunne tjene andre steder? Dette er selvfølgelig ikke i overensstemmelse med "nødhjælps-ånden", men det er nok desværre en nødvendighed, når branchen ser ud, som den gør i dag. Omvendt må man dog som bidragsyder kunne kræve at langt størstedelen af de donerede penge ender hos de fattige, og det er således op til organisationerne at indrette sig på en sådan måde, at lønudgifterne holdes på et lavt niveau. 

En anden af de udgifter der ofte er fokus på, er de omkostninger, der er forbundet med selve nødhjælpen. Nogle former for hjælp kan gives næsten uden omkostninger for organisationen, f.eks. er den hjælp som Læger Uden Grænser giver meget direkte, idet de fleste udgifter er direkte til gavn for de nødlidende. Omvendt kan nævnes at støtte i form af et sponsorbarn medfører væsentlige udgifter til at holde sponsoren opdateret om, hvordan barnet har det, og disse udgifter får barnet jo ikke noget ud af.

Det må være op til den enkelte bidragsyder, om man ønsker at støtte på den ene eller den anden måde, og ved hjælp af oversigten kan man nemt finde frem til netop den støtteform, der passer præcis til ens egne behov. I oversigten findes også tal vedr. de enkelte organisationers administrationsomkostninger.

Fordom: "De bruger alle pengene på reklamer..."
Endelig er der spørgsmålet om de humanitære hjælpeorganisationers store udgifter til indsamling og markedsføring.
Efterhånden som branchen er vokset, så er organisationerne blevet mere og mere kreative og aggressive i deres markedsføring, og som eksempel herpå kan nævnes kampagner som "Giv 200 kondomer", "SMS for liv", "Giv en advokat" (til en sexmisbrugt kvinde i Congo), "ShitLife4Kids" osv. For nogle år siden viste det sig, at over 25% af branchens udgifter gik til at samle penge ind, og det må siges at være meget højt. Staten overvejede at gribe ind, men det blev hurtigt klart, at det er umuligt at håndhæve et loft for markedsføringsomkostninger, bl.a. fordi en ny markedsføringsform ofte kræver store investeringer.

Efterfølgende har organisationerne forsøgt at stramme op ikke mindst ved stiftelsen af brancheforeningen Isobro, som bl.a. har udarbejdet nogle "Indsamlingsetiske retningslinjer". Herudover ligger de fleste organisationer deres regnskaber ud på deres hjemmeside for derved at genskabe tilliden til branchen. Som det kan ses på tallene i oversigten, så er organisationerne tilsyneladende også blevet lidt bedre til at begrænse deres markedsføringsomkostninger, men der er ingen tvivl om, at indsamling stadigvæk er en meget væsentlig post. Dette er umiddelbart beklageligt, men branchens argument er, at markedsføringen får danskerne til at grave dybere i lommerne efter penge til de nødlidende. Med andre ord, hvis det koster  90 kr. at samle 100 kr. ind, har det så ikke været det værd?

Hvis dette skulle være sandt, så ville det jo forudsætte, at vedkommende der giver de 100 kr., ikke alligevel ville have doneret pengene til en anden organisation. Og selvom der ikke findes en fyldestgørende statistik over danske private bidrag til humanitære hjælpeorganisationer de seneste år, så må det siges at være tvivlsomt, om bidragene skulle være steget proportionelt med markedsføringsomkostningerne. Dermed er der en stor risiko for, at en stor del af disse omkostninger ikke tjener andet formål end at flytte bidragene fra én organisation til en anden, hvilket jo er meget beklageligt. Men hvad kan du som ganske almindelig bidragsyder gøre ved dette? En mulighed kunne være at give din støtte i en form, der ikke kræver særlig store omkostninger, ex. årlig eller månedlig støtte eller ved testamente. Det er klart at udgifterne til kampagner som "Giv en ged", landsindsamlinger, og lignende, på kort sigt bliver afholdt uanset, om du giver din støtte til kampagnen eller ej. Men hvis folk i højere grad valgte at give støtte uafhængigt af kampagnerne, så vil organisationerne på længere sigt være motiveret til at droppe de mange kampagner.

Fact: "De bruger pengene til at give de fattige en bedre fremtid!"
Alt i alt kan man således konkludere, at det slet ikke står så skidt til i nødhjælpsbranchen som mange mener, og de få problemer der er, kan du faktisk selv bidrage til at løse!

Kilde: www.um.dk